Covid-19: Højeste antal nye smittetilfælde på et døgn siden april
Det seneste døgn er der registreret 189 nye smittede. Smittetallet er det højeste på et døgn siden 22. april.
Yderligere 189 personer er registreret smittet med corona. Det er det højeste antal på et døgn siden 22. april, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag ifølge Ritzau..
Antallet af indlagte falder med 2 til 16. Ud af de 16 indlagte befinder 3 sig på intensiv. De får alle sammen hjælp af en respirator til at trække vejret.
Siden fredag er yderligere 24.088 personer blevet testet for coronavirus.
Dermed er det samlede antal testede personer nået op på 1.817.503.
Der er ingen nye coronarelateret dødsfald.
Der har været 627 coronarelateret dødsfald i Danmark, siden virusset kom til landet i slutningen af februar.
I alt er der bekræftet 17.736 tilfælde af coronasmitte herhjemme. 15.671 tilfælde har overstået infektionen, skriver Ritzau.