Kvindelig husejer holdt hovedet iskoldt: Sådan pacificerede hun selv to tyveknægte
Det lykkedes søndag aften en østjysk kvinde at tage to tyveknægte på fersk gerning og tilbageholde dem, indtil politiet dukkede op og kunne anholde dem, oplyser Østjyllands Politi.
Kvinden fik søndag aften omkring klokken 22.30 en automatisk sms fra et overvågningskamera, som hun havde sat op på en ejendom, hun er i gang med sætte i stand, tæt på Havndal, nordøst for Randers.
Kvinden har flere gange haft ubudne gæster, og hun kørte derfor hurtigt til stedet for at se, hvad der skete.
På adressen traf hun en kvinde og en mand, som sad i en bil med en trailer bagpå. På traileren stod et skab, som kvinden havde haft stående udenfor, mens stedet var under renovering.
Resolut parkerede hun sin bil på tværs af indkørslen og meddelte de to tyveknægte, at de skulle blive på stedet, mens hun kontaktede politiet.
Der gik ikke lang tid før en patrulje nåede frem og fik fat i de to, som viste sig at være en 37-årig mand og hans jævnaldrende kæreste.
De erkendte tyveriet og blev derfor sigtet.
jn