Fortsæt til indhold

Giga-bøde: Møde med politipatrulje koster mand en månedsløn + 10.000 kroner

Mange ting var galt, da politiet mødte en mand i en bil med afmeldte nummerplader

Krimi
Arkiv

En 23-årig mand kan se frem til en kæmpe bøde, efter han fredag klokken 12.15 mødte en politipatrulje, da han sad i sin bil i Vognporten i Albertslund. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Patruljen henvendte sig til bilisten, fordi man kunne se, at bilens nummerplader var blevet afmeldt. Men det var langt fra det eneste, der var galt.

Den 23-årige fører havde ikke erhvervet sig førerret og virkede samtidig påvirket af euforiserende stoffer. Dette bakkede en narkometertest op om. Testen gav udslag på flere typer narkotika, hvorefter manden blev anholdt og kørt til blodprøve på politigården. Her fandt man ham desuden i besiddelse af en mindre mængde kokain.

Betjentene afmonterede nummerpladerne, og der venter nu et dyrt efterspil, oplyser politiet.

Straffen for narkokørsel er første gang sædvanligvis en nettomånedsløn og ubetinget frakendelse af førerretten i tre år. Kørsel uden førerret koster 7.000 kroner første gang, og bøden for at besidde under et gram kokain er 3.000 kroner første gang.

Derudover bliver mandens straffeattest fyldt med diverse anmærkninger.

jn