Politirapporten: Cyklist kørt ned bagfra - flugtbilist efterlyses
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 18. september 2020
GPS-signal førte frem til stjålet minigraver
Torsdag kl. 09.04 kontaktede en 53-årig mand Østjyllands Politi, idet han havde modtaget et GPS-signal fra sin stjålne minigraver, og han ville nu gerne have politiets assistance til at få minigraveren retur. På GPS-signalet kunne manden se, at den skulle befinde sig ved Ormslevvej i Viby, og han var allerede kørt til stedet, men kunne ikke umiddelbart få øje på den ude fra vejen.
Der blev sendt en patrulje, der mødtes med manden på den omtalte adresse. Betjentene fandt frem til den stjålne minigraver og til en 41-årig mand, der var i besiddelse af den. Manden blev sigtet for hæleri, og minigraveren blev udleveret til rette ejermand.
Butikstyv vendte tilbage til gerningsstedet og blev anholdt
Torsdag kl. 11.11 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Imerco i Bruuns Galleri, hvor personalet havde genkendt en kvinde, som i onsdags havde været inde i butikken, hvor hun havde stjålet et grydesæt. Nu var kvinden tilbage i butikken, og personalet anmodede om politiets assistance.
Da politiet ankom til stedet blev den 25-årige kvinde anholdt og sigtet for butikstyveri. Det viste sig, at hun også havde stjålet varer fra en butik i Jægergårdsgade, hvilket hun også blev sigtet for.
Færdsel
Torsdag kl. 12.13 blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, for narkobesiddelse, for forsøg på salg af ulovlige piller og overtrædelse af våbenloven ved at være i besiddelse af et alubat, da han blev standset af en patrulje på Ny Munkegade i Aarhus C.
Færdsel
Torsdag kl. 13.31 skete der et færdselsuheld på Orholt Allé i Tranbjerg. Tre biler, ført af henholdsvis en 79-årig kvinde, en 34-årig mand og en 86-årig mand, kørte sammen med betydelig materiel skade til følge. Der skete dog umiddelbart ingen personskade.
Færdsel
Torsdag kl. 14.37 skete der et færdselsuheld på Lyngbygårdsvej i Tilst. En 26-årig kvinde kom cyklende ad Lyngbygårdsvej, da hun blev påkørt bagfra af en bil, så hun røg af cyklen og fik skader på sit ene ben. Føreren af bilen fortsatte fra stedet i høj fart. Der var muligvis tale om en hvid Volvo V40, og Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med føreren af bilen.
Færdsel
Torsdag kl. 17.37 skete der et færdselsuheld på Glentevej i Risskov, da en 72-årig mandlig bilist ville vende sin bil og i den forbindelse bakkede ind i en 35-årig kvindelig cyklist, der kom kørende bagved. Kvinden væltede af cyklen, men kom ikke umiddelbart til skade. Der var heller ikke sket nævneværdig skade på hverken bil eller cykel som følge af uheldet.
Indbrud i boliger i Aarhus
- På Vesterbrogade i Aarhus C begået mellem mandag den 14/9 kl. 20.00 og torsdag den 17/9 kl. 15.00
- Ved Stranden i Egå begået torsdag den 17/9 kl. 21.29
- På Rønnevej i Risskov begået fredag den 18/9 kl. 00.13
jr