Frontalt sammenstød: Overhaling gik galt - tre personer kørt på hospital
Fredag formiddag skete der et voldsomt færdselsuheld med fire biler på Holmstrupgårdvej i Brabrand.
Uheldet skete ved Sintrupvej i forbindelse med en overhaling, der gik galt.
"Den ene bil overhaler umiddelbart før Sintrupvej og støder frontalt sammen med to modkørende. Sammenstøddet med den ene bil er ret voldsomt, og der skete stor materiel skade på de to biler," fortæller pressemedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi.
Den ene eller muligvis begge modkørende biler ryger over i den bil, som blev overhalet, så i alt fire biler blev impliceret i færdselsuheldet.
"Tre personer blev kørt på hospitalet - en af dem havde siddet fastklemt - men de var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade," fortæller pressemedarbejderen.
Bilen, der overhalede, havde en 56-årig mand bag rattet. De to modkørende bilister var mænd på 42 og 68, og den overhalede var en mand på 35 år. Det var, så vidt politiet ved på nuværende tidspunkt, ham der slap bedst fra uheldet og ikke havde behov for at komme på hospitalet.
jr