Politirapporten: Vaks kvinde lod sig ikke narre af falsk betjent
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 64-årig kvinde fra Sjælland blev søndag eftermiddag ringet op af en mand, som udgav sig for at være betjent fra Østjyllands Politi.
"Betjenten" forklarede, at han var i gang med at efterforske en sag, hvor hendes konto i banken var blevet hacket, og at gerningsmændene havde hævet 90.000 kroner fra den. Han havde derfor brug for nogle oplysninger for at hjælpe hende.
Kvinden fattede mistanke og sagde, at hun ville lave et kontrolopkald til politiet og bad om hans kontaktoplysninger. Det fik den falske betjent til straks at lægge på.
Østjyllands Politi har fået flere lignende anmeldelser den seneste tid. Gør som kvinden og foretag et kontrolopkald, hvis du har mistanke til, at det ikke er politiet, du taler med, opfordrer politiet.
Polak kørte sprit
Søndag klokken 13 blev en polsk statsborger snuppet på Gråmøllevej i Lisbjerg, hvor det blev fastslået via en alt for høj promillemåling, at han førte bil i påvirket tilstand.
Det var en borger som tippede politiet om, at bilisten var fuld.
Da den 45-årige mand ikke har fast bopæl i Danmark, blev han mandag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på at få ham udvist fra Danmark. Politiet har ikke meddelt resultatet af grundlovsforhøret.
Fandt større mængde hash
Søndag aften slog Østjyllands Politi til mod en adresse i Hasselager, hvor fire mænd blev anholdt. Under ransagning af adressen fandt man en større mængde hash.
To af de anholdte på 30 og 34 år blev mandag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre.
Politiet har ikke meddelt resultatet af grundlovsforhøret.
Færdsel
Søndag kl. 8.36 skete der et færdselsuheld på Dalgårdsvej i Brabrand. En 34-årig kvindelig bilist kørte ud fra en p-plads og ramte ind i siden på en lastbil ført af en 35-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 34-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Søndag kl. 12.03 skete der et færdselsuheld på Bakkevænget i Aarhus N. En 68-årig mand kom kørende på scooter, da han ifølge eget udsagn blev blændet af solen og kørte op bag i en bil, der holdt på vejen. Den 68-årige væltede ned på asfalten, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Søndag kl. 15.45 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Aarhus C.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:
• På Møgelhøj i Lystrup begået søndag d. 8/11 kl. 1.09
• På Brohaven i Egå begået mellem fredag d. 6/11 kl. 18.30 og søndag d., 8/11 kl. 15.35
• På Rosenhøj Allé i Viby begået søndag d. 8/11 mellem kl. 10.00 og kl. 20.00