Fortsæt til indhold

Mekaniker må til lommerne - sigtet for ulovligt arbejde

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Betjente fra Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager tog onsdag formiddag på kontrol hos en mekaniker i Tilst i forbindelse med en indsats mod social dumping. På stedet traf de en 40-årig mand, som arbejdede som mekaniker, selvom han opholder sig på tålt ophold i Danmark og ikke har arbejdstilladelse.

Han blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en straksbøde på 3000 kroner. Hans sag bliver nu forelagt Udlændingestyrelsen.

Smed grimme gloser efter betjent og blev anholdt

Natten til torsdag omkring kl. 00.10 fattede en patrulje mistanke til en bil med tre mænd, som holdt på en tankstation på Randersvej i Aarhus N.

Da betjentene kunne lugte hash fra bilen, besluttede de at ransage den og visitere mændene. Det blev mændene noget utilfredse over, men de lod alligevel politiet udføre deres arbejde.

Patruljen fandt hverken stoffer i bilen eller på nogen personer, men inden de gik, valgte en 21-årig mand at kaste nogle meget grimme gloser efter den ene betjent. Det kostede ham en anholdelse og en sigtelse for at fornærme politiet.

Færdsel

Onsdag kl. 7.05 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. En 36-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 44-årig mand, som blev skubbet op i en bil foran med en 55-årig kvinde bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 36-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Onsdag kl. 7.35 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Trige. En 35-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 33-årig kvinde. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 35-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Onsdag kl. 15.06 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Christian X’s Vej i Viby. En 55-årig kvindelig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte med lav fart ind i en 42-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Onsdag kl. 17.27 skete der et færdselsuheld på Jegstrupvej ved Hasselager. En bilist kørte af vejen, ud i grøften og ind gennem en privat indhegning. Efterfølgende stak bilisten af fra stedet, og det lykkedes i første omgang ikke politiet at finde frem til vedkommende.

Onsdag kl. 20.50 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand.

Natten til torsdag kl. 00.43 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Aarhus N.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Holmevej i Højbjerg begået mellem tirsdag d. 1/12 kl. 18.00 og onsdag d. 2/12 kl. 7.45

• På Obstrupvej i Mårslet begået mellem tirsdag d. 1/12 kl. 23.30 og onsdag d. 2/12 kl. 2.00

• På Skåde Højgårdsvej i Højbjerg begået mellem onsdag d. 2/12 kl. 23.00 og torsdag d. 3/12 kl. 2.40

• På Råhøjvænget i Stavtrup ved Viby begået torsdag d. 3/12 kl. 3.43

• På Skeltoften i Beder begået torsdag d. 3/12 kl. 6.02