Bordel i ubeboet lejlighed lukket ned igen
Thailandske kvinder anholdt
Tirsdag kl. 17.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der undrede sig over, at der var aktivitet i en lejlighed på Kirkedammen i Aarhus C, hvor der ellers ikke skulle bo nogen.
Politiet var for to uger siden på besøg på den samme adresse, hvor en 27-årige kvinde blev anholdt og sigtet for at bryde de gældende coronaregler ved at holde åbent for bordeldrift.
Da politiet kiggede forbi tirsdag eftermiddag, kunne betjentene konstatere, at der atter var aktivitet på stedet, hvor de traf to thailandske kvinder på 37 og 43 år.
Kvinderne blev bedt om af fremvise en opholdstilladelse, men da ingen af dem var i stand til det, blev de begge anholdt og sigtet for ulovligt ophold i landet.
Kvinderne bliver nu tilbageholdt i op til 3x24 timer, mens deres sag bliver forelagt Udlændingestyrelsen.
ddp