Anmeldelse om skud i Tilst
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Østjyllands Politi fik søndag klokken 14.00 en anmeldelse om, at fire unge mænd havde været oppe at skændes på en p-plads på Tornballevej i Tilst, og i den forbindelse var der blevet affyret et eller flere skud. Efterfølgende var alle fire løbet fra stedet. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Flere patruljer kørte til stedet, og der blev foretaget tekniske undersøgelser på og omkring p-pladsen. Der blev blandt andet fundet ammunitionshylstre på stedet, der tyder på, at der er blevet skudt med løst krudt, oplyser politiet i døgnrapporten.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og hører gerne fra vidner, som har set episoden, eller som har en formodning om, hvem mændene er. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
Mændene beskrives som mellemøstlige af herkomst i alderen 16-18 år. Tre bar mørke jakker, mens den fjerde havde en hvid hættetrøje på, fremgår det af døgnrapporten.
Døgnets øvrige hændelser
Mand stjal dametrøje
Personalet i Føtex på Skelagervej i Aarhus N var søndag klokken 9.40 på stikkerne, da de så en 68-årig mand komme ind i butikken. De kender nemlig den 68-årige fra tidligere episoder, så en vagt holdt ekstra øje med manden.
Det viste sig at være en god idé, for kort efter han var kommet ind, tog den 68-årige en dametrøje i butikken og forsøgte at gå ud med den uden at betale. Han blev tilbageholdt af vagten, der tilkaldte politiet. Den 68-årige erkendte tyveriet.
Færdsel
En 68-årig mandlig bilist blev søndag klokken 7.10 sigtet for spritkørsel på Stillingvej i Sabro. En kvik borger fattede mistanke til bilisten og ringede til politiet, der sendte en patrulje til stedet. Inden betjentene nåede frem, var den 68-årige gået ud af bilen og herefter faldet omkuld. Da patruljen ankom, sad den 68-årige i en ambulance og var ved at blive tilset. Han slap umiddelbart fra faldet uden skader, men blev sigtet for spritkørsel, da alkometeret viste en promille over det tilladte.
En 52-årig mand blev søndag klokken 15.30 anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Tilst Parkvej i Tilst.
Indbrud
• På Hørretløkken i Mårslet begået mellem fredag d. 1/11 kl. 16.00 og søndag d. 3/11 kl. 13.30
• På Amaliegade i Aarhus C begået mandag d. 4/11 kl. 3.48
• På Sønder Allé i Aarhus C begået mandag d. 4/11 3.52
jwh