Fortsæt til indhold

Forsøgte at fuppe politiet med akrobatik: Snuppede bilen alligevel

Kvinden vil nu have sagen for en dommer.

Krimi
jro

En kvinde og en mand forsøgte med akrobatik at snøre politiet.

Den gik ikke.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Søndag klokken 05.40 bemærkede en patrulje en modkørende personbil køre ad Skovvejen i Mørkøv i vestlig retning med en kvinde på førersædet.

Da bilisten opdagede, at politiet ville foretage en kontrol og kørte bagefter, blev hastigheden sat op, men dog kun indtil, bilen med personerne nåede en parkeringslomme.

Fra kvinde til mand

Her kunne politiet se heftig aktivitet inde i bilens kabine, således at der nu sad en mand på førersædet ved politiet henvendelse ved bilen.

Manden på førersædet var en 30-årig mand fra Høng, som ikke havde nogen sikkerhedssele på. På passagersædet foran sad en kvinde - også uden sikkerhedssele.

Hun blev identificeret som en 22-årige kvinde fra Slagelse, og hende mente politiet altså at have været fører af bilen.

Kvinden havde ikke nogen førerret, som var blevet inddraget af politiet tidligere i 2022 i forbindelse med en verserende færdselssag.

Derfor blev den 22-årige kvinde sigtet for kørsel uden førerret.

Endvidere blev hun mistænkt for at være påvirket af euforiserende stoffer (hash), så hun blev også sigtet for narkokørsel.

Hash og kanonslag

I bilen fandt politiet en lille klump hash og et kanonslag, som den 30-årige mand erkendte at være ansvarlig for, så han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven.

Den 22-årige kvinde blev anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Det forstod hun imidlertid ikke, da hun jo - ifølge eget udsagen - ikke var fører af bilen.

Politiet kunne endvidere meddele den 22-årige kvinde, som var ejer af personbilen, at bilen ville blive beslaglagt på grund af flere verserende sager om narkokørsel og nu også kørsel uden førerret.

Vil for en dommer

Beslaglæggelsen ønskede den 22-årige forelagt for Retten i Holbæk, hvor en dommer nu skal tage stilling til, hvorvidt politiet havde hjemmel til at beslaglægge hendes bil.

Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøven og vil høre nærmere fra politiet, når der er taget stilling til beslaglæggelsen af bilen, og når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.