Juleaften: Sad i Jylland og kunne følge indbrud i sit hjem på Sjælland
Mand kunne følge indbrud i sit hjem juleaften
Politiet modtog juleaften et opkald fra en mand fra Brønshøj, der var i Jylland for at fejre jul. Det skriver Ritzau ifølge eb.dk.
"Manden ringer omkring klokken 17:50 til os fra Jylland, hvor han holder jul, og fortæller, at han på sin mobiltelefon kan se to mænd gå rundt i sin bolig," siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.
Politiet rykkede ud og var hurtigt fremme ved huset, der ligger på Degnemose Allé i Brønshøj i nærheden af Utterslev Mose. De to indbrudstyve var forduftet, men en hundepatrulje fik færten af den ene af dem.
"Han forsøgte at gemme sig eller smutte væk i Utterslev Mose, men en af vores hunde får snuset sig frem til ham. Han var godt mudret til, da han blev anholdt," fortæller vagtchefen.
Den anholdte var en mand på omkring 20 år. Hans makker slap væk, og der blev ikke fundet nogen tyvekoster i forbindelse med anholdelsen.
jr