24-årig gik til angreb på politiet i Gellerup og blev skudt: Nu har han fået sin dom
Udenlandsk mand har fået en behandlingsdom på ubestemt tid og udvisning af Danmark
En 24-årig mand fra Syrien er blevet dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling uden længstetid samt udvist af landet med indrejseforbud i seks år. Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at dommen faldt onsdag i denne uge i Retten i Aarhus, hvor manden blev kendt skyldig i grov vold og vold mod politiet. Han ankede ikke dommen.
Det skete i november, hvor han gik til angreb med en kniv på to politibetjente, der skød ham. Episoden skete mandag 19. november i Gellerup, hvor politiet blev tilkaldt, da den 24-årige sad med en kniv i en bus. Da patruljen kom frem for at anholde manden, angreb han dem med en kniv. Uden for bussen afgav en af betjentene skud, der ramte den 24-årige, oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Han var i kritisk tilstand, men kom sig over skudsårene og blev varetægtsfængslet. Under indlæggelsen på hospitalet sparkede han en betjent, der bevogtede ham, oplyser politiet.
Den 24-årige syrer erkendte stort set alt i retten, men havde svært ved at huske dele af episoden, skriver politiet i pressemeddelelsen om dommen.
”Med den mentalerklæring, der ligger på den 24-årige, er jeg tilfreds med, at han skal være på en psykiatrisk afdeling, lige så længe det vurderes, at det er nødvendigt," siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra Østjyllands Politi.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er fortsat i gang med efterforskningen af politiets skudafgivelse. Det er normal praksis, når betjente har brugt deres skydevåben.
jr