Kunde snød butikker med 1000-kronesedler
Mand snød sig til 1.500 kroner efter at have betalt for aviser med en 1.000-kroneseddel
Østjyllands Politi oplyser, at en tricktyv har snydt sig til 1.500 kroner i to butikscentre i Aarhus N.
Torsdag formiddag ved 11.30-tiden var tricktyven på spil i Trøjborg Centeret på Otte Ruds Gade. Det var en mand, der kom ind i centeret og købte en avis, som han betalte med en 1000-kroneseddel. Han fik byttepenge retur og gik hen for enden af kassen. Kort efter vendte han tilbage til kassen og sagde, at han manglede 500 kroner i byttepenge. Han fik de 500 kroner og gik derefter hen til kiosken og sagde også her, at han manglede at få 500 kroner tilbage i byttepenge. Kiosken udbetalte ligeledes 500 kroner til manden, hvorefter han forlod centret, som han havde snydt for 1.000 kroner.
Senere på dagen, klokken 14.43, var den samme mand på spil igen i Storcenter Nord i Finlandsgade. Her var fremgangsmåden nøjagtig den samme. Han gik hen til kassen og købte en avis, som han betalte med en 1000-kroneseddel. Han fik byttepenge retur og gik lidt væk. Kort efter vendte han tilbage og sagde, at han manglede 500 kroner i byttepenge, som han så fik udbetalt.
Signalementet er identisk i de to forhold. Tricktyven beskrives som:
- 40-60 år
- 175-185 cm høj
- Fedladen
- Lys i huden
- Skaldet/kronraget
- Havde lyst overskæg
- Talte dansk
- Var iført en hvid t-shirt, mørke shorts, hvide strømper og sorte træsko
- Medbragte en pose fra Tøjeksperten
Østjyllands Politi opfordrer butikker og ekspedienter om at være opmærksomme på denne fremgangsmåde.
jr