Kærestepar gik amok på to teenage-drenge i Djurs Sommerland
Et skænderi i Djurs Sommerland udviklede sig voldsomt mellem to teenage-drenge og et kærestepar
Politiet måtte onsdag klokken 12.37 sende en patrulje til Djurs Sommerland i Nimtofte, hvor der var opstået uro mellem et kærestepar og to teenage-drenge. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En 27-årige kvinde kastede ifølge vidner en minigolfkølle efter en 15-årig dreng på grund af nogle uoverensstemmelser. Køllen landede lige ved siden af drengen. En 14-årig ven af den 15-årige konfronterede kvinden og spyttede hende ifølge vidneforklaringer i ansigtet.
Efterfølgende slog kvindens 30-årige mandlige kæreste angiveligt den 14-årige dreng. Foreløbigt er den 27-årige kvinde sigtet for forsøg på vold. Der kan dog følge flere sigtelser i sagen, oplyser politiet i døgnrapporten.
jwh