Forsøgte at købe otte pistoler på internettet
En 33-årig mand fra Aarhus er blevet idømt fængsel i et år og tre måneder efter at have forsøgt at købe otte pistoler over internettet
Særlig Efterforskning Vest har i længere tid efterforsket en sag om 33-årig mand fra Aarhus, som har forsøgt at købe pistoler på internettet. Nu er der faldet dom i sagen. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen begyndte i efteråret 2018, da slovakisk politi sendte deres danske kolleger et tip om, at den 33-årige havde tilbudt at købe en pistol af en slovakisk borger, og det blev altså opsnappet af politiet. Den efterfølgende efterforskning viste, at den 33-årige aarhusianer havde kontakt til to andre personer i Slovakiet og Tjekkiet, som han ville købe pistoler af. I alt havde manden ifølge Østjyllands Politi forsøgt at købe otte pistoler over internettet.
Købene lykkedes dog ikke, for i november blev manden anholdt og sigtet for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder. Det var blandt andet oplysninger fra den 33-åriges telefon og computer, der var med til at få ham dømt i Retten i Aarhus.
”Den tiltalte har været meget ihærdig i sin søgen efter farlige våben, som han forsøgte købe, selvom han ikke har nogen våbentilladelse. Det er jeg tilfreds med, at retten har takseret til en længere fængselsstraf, ” siger anklager Jhin Lee fra Særlig Efterforskning Vest i pressemeddelelsen
Den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
jwh