Eksplosion mod Skattestyrelsen: Politiet vil meget gerne tale med disse personer
Buspassagerer fra linjerne 8A, 3A og 37 samt andre, som opholdt sig i området omkring Nordhavn Station tirsdag aften mellem 21.45 og 22.30, må meget gerne kontakte politiet.
Københavns Politi afholdt klokken 10 pressemøde ovenpå tirsdag aftens voldsomme eksplosion på Østerbro i København, som ødelagde facaden på Skattestyrelsens bygning.
Her kom det frem, at en person, som opholdt sig på Nordhavn Station, da eksplosionen skete klokken 22.15, er kommet lettere til skade. Vedkommende søgte selv behandling på skadestuen.
Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov hos Københavns Politi kalder eksplosionen for et bevidst angreb på bygningen, som man tager meget alvorligt.
"Der er ingen tvivl om, at det ikke er et uheld. Angrebet mod bygningen er sket med vilje. Det sene tidspunkt taget i betragtning ser det dog ikke ud til, at de har været meningen, at skade nogen personer," sagde Jørgen Bergen Skov på pressemødet.
Det er dog for tidligt at sige moget om motivet eller, hvad der har foreårsaget eksplosionen. De tekniske undersøgelser er i fuld gang.
I forbindelse med undersøgelserne er politiet meget interesserede i at tale med folk, som har opholdt sig på Nordhavn Station eller i gaderne omkring tidsrummet mellem klokken 21.45 og 22.30. Også personer som kom med busserne 3A, 8A og 37 og stod enten på eller af bussen ved stationen er interessante at tale med. Alle som har opholdt sig i området må gerne ringe til Københavns Politi på telefon 1-1-4 eller tage kontakt til den mobile politistation, som er sat ind i området.