Fandt en pose med hash
Østjyllands Politi lagde tirsdag aften vejen forbi en kiosk i Åbyhøj, hvor der tidligere er blevet konstateret forskellige lovovertrædelser
En patrulje var tirsdag klokken 19.30 igen på besøg i en kiosk i Åbyhøj, hvor politiet ved, at flere personer ofte samles, og hvor der flere gange er blevet konstateret forskellige lovovertrædelser. Det oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.
Tirsdagens besøg var heller ingen undtagelse. Da patruljen gik ind i kiosken, lugtede der af hash, og betjentene besluttede derfor at ransage kiosken.
Betjentene fandt dog ikke umiddelbart noget af interesse for politiet. Men da betjentene tog kontakt til nogle af personerne i kiosken, smed én af dem en pose med hash ud i en skraldespand. Personen der havde smidt posen var en 31-årig mand, der blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika.
I forbindelse med visitationen af den 31-årige mand på politistationen i Aarhus blev han fundet i besiddelse af et større kontantbeløb. Da han skyldte penge til politiet, blev størstedelen af pengene beslaglagt.
Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Østjyllands Politi, som ikke ønsker at fortælle, hvilken kiosk, der tale om, eller hvor i Åbyhøj det er, den ligger.
Anden gang på en uge
Torsdag aften i sidste uge assisterede Østjyllands Politi både SKAT og Fødevarekontrollen i en indsats ved kiosken i Åbyhøj. Dengang var der flere kritisable forhold i og omkring kiosken.
Tæt ved butikken tog politiet tre bilister i at køre narkokørsel, tre blev sigtet for at være i besiddelse af stoffer, og to personer fik beslaglagt nogle penge til SKAT.
SKAT konstaterede, at kiosken ikke havde betalt moms, og medarbejderne ikke var registreret på den måde, de skulle.
Fødevarekontrollen fandt også flere brud på reglerne i forhold til de varer, der var i butikken.
Østjyllands Politi har ved flere lejligheder været på besøg i området omkring kiosken, hvor flere personer ofte samles, og flere gange er der blevet konstateret forskellige brud på loven. Politiet vil derfor fortsat have ekstra fokus på området.