Politirapporten: Knivrøver efterlyses - truede caféekspedient på Viborgvej
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Lørdag aften blev der begået et røveri mod en café på Viborgvej i Aarhus.
Politiet må ikke oplyse caféens navn, men røveriet blev begået klokken 20.40, og politiet hører gerne fra borgere, der måtte have relevante oplysninger, der kan føre til gerningsmanden.
Gerningsmanden henvendte sig til en ekspedient på caféen og truede denne med kniv.
Manden forlangte at få udleveret penge, og han fik et kontantbeløb med sig, inden han forlod stedet i ukendt retning.
Mandens signalement er følgende:
Mellemøstlig af udseende, cirka 18-30 år, formentlig af arabisk afstamning. Talte dansk med accent. Manden var iført grå bukser, grå handsker og en sort dynejakke.
Eventuelle oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på tlf. 114.
Færdsel
En 19-årig mandlig bilist blev bragt til standsning på Paludan-Müllers Vej i Århus V. og konstateret påvirket af euforiserende stoffer.
En 39-årig mandlig bilist blev bragt til standsning på Nørrebrogade i Århus C. Manden førte bil skønt han var frakendt førerretten.
Indbrud
Der er i det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Byhøjdalen i Trige – begået mellem d. 25.1. kl. 13.30 og d. 26.1. kl. 10.50
- På Nordøgade i Århus N – begået d. 25.1. mellem kl. 16.30 og kl. 20.30