Fortsæt til indhold

Efter brutalt millionrøveri: "Jeg er panikslagen og tror, at jeg skal være blind resten af livet"

Guldsmed står frem efter forretningen blev røvet

Krimi
Arkiv

Netop som 60-årige Finn Mogensen, hans hustru og en 18-årig medarbejder tirsdag i sidste uge skulle til at lukke ned for dagen i guldsmedeforretningen Din Guldsmed på Nærumvænge Torv i Nærum, slog to røvere til mod dem.

Nu står Finn Mogensen frem i Rudersdal Avis og fortæller, hvordan han oplevede røveriet, som blev begået af to mænd bevæbnet med peberspray og pistol.

"Jeg er ved at tage skiltet foran butikken ind, og idet jeg drejer mig rundt, kigger jeg op på en person med en anoraklignende jakke og elefanthue. Min første tanke er, at det er underligt med alt det tøj, når det ikke er særlig koldt," siger Finn Mogensen, som flygtede ind i butikken. Hvad han dog ikke vidste, var, at en medgerningsmand var smuttet med ind i butikken. Han stod nu og smadrede glasmontrer og ragede smykker til sig.

Den 18-årige medarbejder stod som frosset, mens Finns kone Grethe råbte, at røverne skulle forsvinde ud af butikken. Det fik en af røverne til at stikke en pistol lige op i ansigtet på hende.

Efter få minutter er røveriet slut og røverne væk. Først bagefter mærker Finn virkningen af, at røverne har brugt peberspray mod dem.

"Til at begynde med handlede jeg med adrenalin i blodet, men da røverne er væk, kan jeg mærke, at det er som om, at der nogen, der står med en lighter på mine kindben. Og kort efter kan jeg intet se. Jeg er panikslagen og tror, at jeg skal være blind resten af livet," siger Finn Mogensen, der fik synet igen efter en times tid, men stadig er hæs efter den store dosis peberspray, skriver Rudersdal Avis.

Krisehjælp

Et tryk på overfaldsalarmen gjorde, at politiet var fremme kun fem minutter efter, men der var røverne over alle bjerge. Tilbage stod Finn og Grethe Mogensen med et kæmpe oprydningsarbejde, en forsikringssag og chokket over oplevelsen. Kun den følgende dag holdt de dog butikken lukket.

"Hvis du ikke kan komme ind ad døren, kan du blive så mentalt knækket, at du aldrig kommer ind igen," siger Finn Mogensen, der dog er så berørt, at han har søgt om at få krisehjælp.

De to gerningsmænd flygtede fra stedet i en mørk bil, muligvis en stationcar.

Guldsmedeforretningen blev røvet for mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner i udsalgspriser, og gerningsmændene jages fortsat af politiet, som er i fuld gang med efterforskningen.

jn