"Du har ødelagt mine tænder": Så slog voldsmand ham igen i ansigtet flere gange
Politiet efterlyser yngre mand, der slog en 18-årig mand på munden med en spiritusflaske og flere gange med næverne
En 18-årig mand havde været i byen med en kammerat, de de natten til søndag ved 5-tiden faldt i snak med to mørklødede mænd og en kvinde på en bænk ud for Bar Smil i Skt. Clemens Stræde i Aarhus.
Østjyllands Politi oplyser, at de blandt andet snakkede om, hvornår man kan kalde nogen for 'neger'. Det var en stille og rolig snak, har den 18-årige fortalt politiet, men pludselig svingede den ene mand rundt med en spiritusflaske, der ramte den 18-årige på munden, og derefter slog han ham i ansigtet. Den anden mand og kvinden forsøgte at holde voldsmanden væk fra den 18-årige, der samtidig bad dem oplyse navnet på gerningsmanden. Det gjorde de ikke.
Den 18-årige har forklaret, at han derefter gik hen til gerningsmanden for at oplyse ham om, at han havde ødelagt hans tænder og for at sige undskyld, hvis han var blevet vred over, at han havde kaldt ham for 'neger'. Det fik dog gerningsmanden til at slå den 18-årige i ansigtet yderligere 3-4 gange, hvorefter alle forlod stedet.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Ham der slog beskrives som:
- 25-30 år
- Afrikansk af udseende
- Normalty bygget
- Havde tykke, tilbagestrøgne dread-locks til midt på ryggen
- Fladt ansigt, bred næse med næsering i midten og to ringe i det ene næsebor
- Begge øjenbryn havde symmetriske markeringer i siden
- Iført grøn lang jakke, jeans med huller og hættetrøje
Den anden mand:
- 25-30 år
- Afrikansk af udseende
- 190 cm høj
- Spinkel
- Smalt ansigt
- Helt kort hår
- Iført stramme bukser
Kvinden:
- 30-35 år
- Dansk af udseende
- 165 cm høj
- Normalt bygget
- Iført lang, sandfarvet trenchcoat
jr