Politirapporten: Vold mod mand, der lå på en bænk og sov
Uddrag fra Østjyllands Politirapport
Udsat for vold på vej hjem fra byen
En 25-årig mand var tidligt søndag morgen kl. 05.30 blevet godt beruset i byen i Aarhus og havde lagt sig til at sove på en bænk i Busgaden, mens han ventede på bussen. Pludseligt vågnede han ved, at en ukendt mand stod og rodede i hans lommer. Han opdagede, at han manglede sin telefon og spurgte manden, om det var ham, der havde taget den.
Dette benægtede manden, mens han gik helt tæt på den 25-årige mand og slog ham en gang i ansigtet og derefter yderligere 3-4 gange med knyttet hånd, hvorefter han gik fra stedet. Den 25-årige lånte herefter en telefon af en forbipasserende og ringede til politiet.
Gerningsmanden beskrives som:
- 23-25 år
- Afrikansk af udseende
- Almindelig af bygning
- Kort, krøllet hår og sort skæg
- Var iført sort tøj
Den 25-årige mand bemærkede, at der var flere personer til stede i busgaden, og politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der kan have set overfaldet. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Betjent ramt af fyrværkeri ved demonstration
En betjent fra Østjyllands Politi blev søndag ved 13.30-tiden ramt af fyrværkeridele fra et afskudt bomberør i forbindelse med en anmeldt demonstration ved Langkærparken i Tilst. Bomberøret blev formentlig affyret ind i menneskemængden fra den anden siden af vejen, men ingen kom alvorligt til skade. Demonstrationen, der var anmeldt af partiet Stram Kurs, blev kortvarigt afbrudt, men kunne kort efter genoptages. Østjyllands Politi er nu i gang med at efterforske hændelsen med henblik på at finde frem til gerningsmanden.
Kun én passager i bilen
Søndag kl. 16.08 forsøgte en 26-årig mand uden kørekort at slippe for en sigtelse, men uden held. En patrulje havde set manden køre en bil ind på en tankstation på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, hvorefter de havde set ham hoppe ud af bilen fra passagersiden. Men da der ikke var andre i bilen, og da patruljen havde set ham køre den, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden. I bilen blev der fundet en joint, og han blev derfor også sigtet for lov om euforiserende stoffer. Ejeren af bilen, en 29-årig kvinde, blev desuden sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person uden kørekort.
Færdsel
Søndag kl. 18.18 skete der et færdselsuheld på Elverdalsvej i Højbjerg. En 86-årig kvindelig bilist kom kørende ad Elverderlasvej, da hun påkørt en bil, tilhørende en 45-årig mand, der holdt parkeret i siden af vejen. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Færdsel
Søndag kl. 21.32 skete der et færdselsuheld i krydset Halse Ringvej/Herredsvej i Aarhus V, hvor to biler, ført af en 24-årig kvinde og af en 58-årig mand, var kørt sammen. Den 24-årige kvinde blev kørt til tjek på skadestuen med slap umiddelbart uden skader. Der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet.
Færdsel
En 28-årig mand blev natten til mandag kl. 00.24 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på H.P. Christensens Gade i Aarhus N.
Indbrud i private hjem
På Ovesdal i Mårslet begået mellem fredag den 1/2 kl. 17.00 og søndag den 3/2 kl. 11.10
På Tøndergade i Aarhus C begået mellem lørdag den 2/2 kl. 15.00 og søndag den 3/2 kl. 19.50
I Hjortshøjparken i Hjortshøj begået søndag den 3/2 mellem kl. 11.00 og kl. 22.20
jr