Biljagt i Aarhus V: 20-årig bandemedlem taget med kniv i bilen
Ung mand kørte over for rødt to gange, før politiet fik ham standset
En 20-årig mand bliver tirsdag middag fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for overtrædelse af knivloven under skærpende omstændigheder.
Den 20-årige blev anholdt natten til tirsdag efter en biljagt i det vestlige Aarhus.
En patrulje, der kørte omkring visitationszonen i Aarhus V, blev pludseligt overhalet af en bil, som politiet i forvejen er meget opmærksom på i forbindelse med den verserende konflikt i området.
Patruljen satte derfor efter bilen, der satte farten op og kørte over for rødt to gange, inden det lykkedes betjentene at få standset bilen på Johannes Ewalds Vej i Åbyhøj.
I bilen tæt på førersædet fandt betjentene en kniv, som den 20-årige fører af bilen blev sigtet for at besidde. Derudover blev han sigtet for at køre over for rødt to gange.
Ifølge politiet tilhører den 20-årige den ene part i den verserende konflikt i Aarhus V, og han blev også den 21. februar fundet i besiddelse af et våben i visitationszonen.
På det grundlag har anklagemyndigheden valgt at fremstille ham i grundlovsforhør med håb om, at han bliver varetægtsfængset.
dp