Person indebrændt i Hornslet
Brand i rækkehus opdaget af hjemmehjælper, der kunne se en person inde i huset
Politi og brandvæsen blev lørdag klokken 12.29 alarmeret om en brand i et rækkehus på Tendrup Møllevej i Hornslet. Alarmen kom fra beboerens hjemmehjælper. Hun så, det brændte, og at der kom sort røg fra rækkehuset.
"Hun kan se en person ligge inde i huset og prøver at komme ind, men det brænder for kraftigt, så hun ringer efter hjælp og evakuerer en beboer i et naborækkehus," fortæller Michael Ørum, vagtchef ved Østjyllands Politi.
Under slukningen fandt brandvæsnet en person inde i rækkehuset, som var indebrændt. Østjyllands Politi formoder, det er rækkehusets beboer, men da der mangler at blive underrettet pårørende, ønsker politiet i øjeblikket ikke at oplyse yderligere.
Syddjurs Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at rækkehuset på Tendrup Møllevej er en del af det socialpsykiatriske bosted Mølletorvet, der er ejet af det almene boligselskab DjursBo. Branden spredte sig ikke til nogle af bostedets andre rækkehuse.
Syddjurs Kommune oplyser endvidere, at kommunens beredskabsplan er aktiveret, og at der er tilkaldt krisehjælp til de ansatte og de øvrige beboere på stedet. De kommunale medarbejdere på stedet samarbejder med politi og beredskab for at finde årsagen til branden.
Bostedet er målrettet borgere med en psykiatrisk diagnose og/eller socialpsykiatriske problemstillinger, der er i stand til at bo for sig selv uden støtte om natten, i weekender og helligdage.