Fortsæt til indhold

Politibetjent dræbt i sammenstød med bil

Tragisk dødsulykke på Midtsjælland har kostet en motorcykelbetjent livet

Krimi
Arkiv

Den 57-årige motorcyklist fra Jyllinge som mandag eftermiddag mistede livet i en trafikulykke på Sengeløsevej ved Herringløse på Midtsjælland var ansat i Midt- og Vestsjællands Politi som motorcykelbetjent. Det bekræfter kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, ifølge Ekstra Bladet overfor Ritzau.

"Jeg kan bekræfte, at den omkomne desværre er en kollega her. Det skete uden for tjeneste, altså i hans fritid under kørsel på hans egen motorcykel," siger Martin Bjerregaard.

Ulykken skete, da en 74-årig bilist af ukendte årsager kom med højre for- og baghjul ud i gruset i vejkanten, da han kom kørende ad Sengeløsevej mod sydøst. Han forsøgte at styre kontra, men kørte efterfølgende over i den modsatte kørebane, hvor han ramte motorcyklisten, der ingen chance havde for at undvige.

Den 57-årige motorcyklist fik livreddende førstehjælp, men lægen fra den tilkaldte lægehelikopter måtte kort efter erklæret motorcyklisten for afgået ved døden på grund af de svære kvæstelser, han havde pådraget sig. De pårørende er underrettet.

Den 74-årige bilist fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol, narkotika eller medicin.

Først når resultaterne fra blodprøven og undersøgelserne fra bilinspektøren ligger klar, bliver der taget stilling til, hvordan sigtelsen mod den 74-årige bilist skal lyde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.dk.

jn