Politirapporten: Færdselsuheld i rundkørsel skabte trafikale problemer
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Torsdag klokken 07.05 skete der et færdselsuheld i rundkørslen ved motorvejen i Lystrup. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En 56-årig kvindelig bilist overholdt ikke sin vigepligt og kørte ud i rundkørslen, hvor hun påkørte en bil, ført af en 47-årig mand. Mandens bil endte efterfølgende i autoværnet. Uheldet gav trafikale udfordringer i morgentrafikken, men ingen kom til skade. Den 56-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Øvrige hændelser
Butikstyv genkendt og anholdt
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 15.11 en henvendelse fra en tankstation på Randersvej i Aarhus, hvor en medarbejder netop havde haft besøg af en mand, som hun med sikkerhed vidste var den samme, der både tirsdag og onsdag havde været inde i butikken og begå butikstyveri. Da patruljen kom frem viste ekspedienten betjentene et overvågningsbillede af manden, og hun oplyste, at han havde haft det samme tøj på som på billedet og pegede betjentene i den retning, manden var gået.
Kort efter mødte patruljen en 19-årig mand i krydset Malmøgade/Kalmargade, og de kunne konstatere, at han var identisk med personen på overvågningsbilledet. Han blev derfor anholdt, og patruljen kørte retur til tankstationen for at gennemse videoovervågningen fra de to tyverier, der var blevet begået tidligere på ugen. Her kunne patruljen se, at det var den 19-årige mand på videoen, og han blev derfor sigtet for de to butikstyverier.
Forsøgte at snige hue ud af Magasin
Torsdag kl. 15.45 blev en patrulje sendt til Magasin i Aarhus, hvor to vagter havde taget en butikstyv på fersk gerning. Vagterne havde set en mand, der tidligere havde fået forbud mod at komme i Magasin, prøve nogle huer inde i butikken, da han pludselig lagde én af huerne ned i sin halsedisse og forlod butikken. Vagterne fulgte efter ham og nåede at se, at han hev et mærke af og smed ned i en skraldespand, inden han blev pågrebet. Betjentene sigtede den 19-årige mand for butikstyveri.
Færdsel
Torsdag kl. 07.29 skete der et færdselsuheld i krydset Skjoldhøjvej/Anelyst i True ved Tilst. En 30-årig kvindelig bilist nåede ikke af bremse i tide, da hun kørte frem mod et t-kryds, hvilket forårsagede et harmonikasammenstød med i alt fire involverede biler. Der skete dog kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
En patrulje standsede natten til fredag kl. 03.57 en bil på Mejlgade i Aarhus. Den 28-årige fører af bilen virkede påvirket af spiritus, hvilket også blev bekræftet af en alkometertest. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørt til politistationen for at få taget en blodprøve.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 8 indbrud i privat beboelse i Aarhus Kommune:
- På Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj begået mellem onsdag den 21/11 kl. 13.00 og torsdag den 22/11 kl. 12.00
- På Dybdedalen i Aarhus V begået mellem mandag den 12/11 og mandag den 19/11
- På Edwin Rahrs Vej i Brabrand begået mellem mandag den 22/10 og torsdag den 22/11 kl. 09.00
- På Humlevej i Risskov begået tirsdag den 20/11 mellem kl. 12.45 og kl. 15.00
- På Præstehaven i Aarhus V begået torsdag den 22/11 kl. 15.50
- På Elishøj i Skødstrup begået torsdag den 22/11 mellem kl. 07.00 og kl. 19.35
- På Rønnevangen i Sabro begået torsdag den 22/11 mellem kl. 07.45 og kl. 20.00
- På Tronkærgårdsvej i Skødstrup begået torsdag den 22/11 mellem kl. 16.00 og kl. 20.00
jwh