Fortsæt til indhold

Indlagt med mavesmerter - udskrevet med brækkede knogler: Nu er Ruth død

Ruth Jessen, der blev indlagt på Hvidovre Hospital med mavesmerter og her faldt ned fra sin hospitalsseng og brækkede adskillige knogler, er nu død.

Krimi
Daniel Sennek Daniel Sennek Daniel Sennek

"Min farmor er afgået ved døden her til morgen. Jeg fik desværre ret."

Sådan siger 90-årige Ruth Jessens barnebarn, Jean Skarby, til Ekstra Bladet. Hun er tidligere stået frem og fortalt, at Ruth Jessen blev indlagt med mavesmerter på Hvidovre Hospital. Her faldt Ruth Jessen i løbet af natten ned fra en meters højde og brækkede flere knogler. Jean Skarby frygtede, at hendes farmor ikke ville leve til jul, og desværre fik hun ret.

Ruth Jessen fik kraniebrud, et brækket kindben, et brækket håndled, en skulder af led og fik slået en flig af hendes hofte.

På Hvidovre Hospital mener de, at de havde slået sengehesten op, men erkender, at sengen ikke blev kørt ned til normal sovehøjde på 60 centimeter.

"Jeg ved godt, at hun var gammel, men jeg er sikker på, at det er faldet, som er skyld i, at hun nu er død. Det gør fandeme ondt. Den sag kommer jeg til at køre hele vejen. Jeg vil have, at hun bliver obduceret, så man kan fastslå dødsårsagen," siger Jean Skarby, der allerede inden dødsfaldet havde indgivet en klage over hospitalet, til Ekstra Bladet.

Hospitalet oplyser, at sagen er blevet indberettet som en utilsigtet hændelse.