Vanvittig tragisk: 16-årig død - 18-årig anholdt og sigtet
Natten mellem fredag og lørdag mistede en blot 16-årig dreng livet i Dianalund på Sjælland. Det skete, fordi han havde indtaget stoffet MDMA. En 18-årig mand er nu anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab.
Politiet blev alarmeret, da den 16-årige dreng pludselig blev ukontaktbar. Men selvom han blev hastet med helikopter til Rigshospitalet, stod hans liv ikke til at redde.
Årsagen til drengen død var en indtagelse af det euforiserende stof MDMA. Politiet har sat ind med en massiv efterforskning, da sagen betegnes som et "mistænkeligt" dødsfald. Lørdag morgen blev en 18-årig ung mand anholdt i sagen, og han er nu sigtet for uagtsomt manddrab og for at have overdraget det farlige stof til drengen.
Den 18-årige sigtes også for at have efterladt den 16-årige i hjælpeløs tilstand.
Den tragiske episode får politiet til at advare om, at der kan være farlige stoffer i omløb i området omkring Dianalund og Sorø.