Fortsæt til indhold

Kvinde brager rundt i bil påvirket af narko - seks gange

En 36-årig kvinde har nu fået sin dom.

Krimi
jro

Seks gange er hun taget for narkokørsel. Hun er kørt for stærkt fem gange - og derudover begået vold mod en politimand. Desuden havde hun også truet en kommunal ansat.

Nu er en 36-årig kvinde dømt for i alt 30 forhold.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden var tiltalt for på lidt under et år at have kørt bil seks gange, selv om hun var påvirket af hash eller amfetamin. I fem tilfælde var hun blevet taget for at køre for stærkt – flere gange med en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed.

I alt var kvinden tiltalt for 31 forhold og hun blev dømt for de 30 af forholdene – heriblandt altså vold mod en politimand og trusler mod en kommunalt ansat.

Kombinationsdom

Hun blev idømt en kombinationsdom på tre måneders ubetinget og fire måneders betinget fængsel, med vilkår om 100 timers samfundstjeneste og tilsyn af kriminalforsorgen.

Derudover fik hun en bøde på 18.500 kroner og blev hun frakendt førerretten ubetinget i 10 år.

»Den 36-årige kvinde har gentagende gange kørt bil med amfetamin og hash i blodet på bekostning af andre medtrafikanters sikkerhed, og selvom hun var frakendt førerretten. Retten har nu dømt kvinden til fængsel, frakendelse af førerretten og konfiskeret hendes biler, hvilket viser, at så grove overtrædelser af færdselsloven naturligvis har konsekvenser,« siger sagens anklager, Carl Riisgaard.

Mange af overtrædelserne af færdselsloven skete, hvor kvinden kørte bil, selv om hun også tidligere var frakendt førerretten.

Derfor valgt retten at konfiskere kvindens to biler.