Uhyggeligt drab: 16-årig skudt ned foran sit hjem - nu er 34-årig udenlandsk mand anholdt
En 34-årig mand af jugoslavisk oprindelse er blevet anholdt og sigtet for drabet på den 16-årige Servet Abdija fra Ragnhildgade i København Ø.
Mandag den 16. oktober 2017 bliver den blot 16-årige dreng Servet Abdija skudt og dræbt af skud klokken cirka 21.00 foran sin bopæl i Raghildgade 48, 2100 København Ø.
Torsdag aften klokken 22.31 har Københavns Politi, efter en massiv og meget omfattende efterforskning af drabet, anholdt en 34-årig mand af jugoslavisk oprindelse - men med svensk statsborgerskab - et sted på Sjælland.
Den anholdte sigtes for – i forening og efter forudgående aftale og planlægning med flere medgerningsmænd – at have dræbt Servet Abdija med skud, ligesom han sigtes for, ligeledes i forening med flere medgerningsmænd, at have været i besiddelse af de 2 skarpladte skydevåben, en halvautomatisk 9 mm pistol af mærket Zastava, og en kal. 38 revolver af mærket Colt Cobra, der blev anvendt til drabet.
Den anholdte og nu sigtede fremstilles senere i dag i Grundlovsforhør, som afholdes for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning.
"Det er den meget omfattende efterforskning, der nu har ledt til anholdelsen af den 34-årge mand – og vi er selvfølgelig tilfredse med nu endelig at have fået et gennembrud i sagen.
Vi har i længere tid haft et tæt samarbejde med svensk politi – og i forbindelse med anholdelsen i går har svensk politi på vores begæring siden i morges gennemført flere ransagninger i det sydlige Sverige. Vi har også i den forbindelse danske efterforskere i Sverige, dels som observatører, dels til at bistå svensk politi," oplyser efterforskningslederen, politikommissær Hans Erik Raben.
Af hensyn til den videre og meget komplekse efterforskning ønsker efterforskningslederen på nuværende tidspunkt ikke at give yderligere oplysninger i sagen.