Hjælpsom mand stjal og hævede 15.000 kroner på 84-årigs hævekort
Tricktyv hjalp ældre mand med at trykke sin pinkode ind
En 84-årig mand fra Skanderborg fik fredag formiddag stjålet sit hævekort af en midaldrende mand, der foregav at ville hjælpe den ældre mand med at hæve penge.
Det skete klokken 10 i Danske Bank i Adelgade i Skanderborg, hvor den ældre mand stod inde i banken og ikke kunne få pengeautomaten til at fungere.
Den midaldrende mand kom op på siden af ham og viste ham, hvordan han skulle gøre og trykke koden ind. I den forbindelse stjal den 'hjælpsomme' mand tilsynelandende hævekortet, uden ejeren opdagede det, hvorefter han gik udenfor og hævede 15.000 kroner på kortet i en anden pengeautomat. Tyveriet blev anmeldt til politiet et par timer senere.
Tricktyven bliver beskrevet som en østeuropæisk mand på 50-55 år med mørkt hår iført kasket og solbriller. Han talte et gebrokkent fremmedsprog, oplyser Sydøstjyllands Politi.