Kendt radiovært fyret for smugling af stoffer: Nu taler han ud
Erkender nu, at han brugte andre til at smugle stoffer
Radioværten og journalisten René Fredensborg blev fyret i juni fra sit job på Radio24syv. Kort efter fyringen kunne B.T. afsløre, at han blev fyret for at have smuglet euforiserende stoffer med i den autocamper, som Radio24syv havde med til Folkemødet på Bornholm. To medarbejdere kørte bilen og brød loven, da de uden at vide det transporterede stofferne gennem Sverige til Bornholm. Det bekræfter René Fredensborg nu i en længere opdatering på Facebook, skriver bt.dk.
'Jeg smed en pose med euforiserende stoffer ind i den autocamper, jeg skulle sove i, da den skulle køres til Folkemødet på Bornholm. Jeg var ubevidst, tankeløs og aldeles ansvarsløs i forhold til den risiko, jeg dermed udsatte chaufføren for. Det var dumt og utilgiveligt,' erkender han og tilføjer, at chaufføreren har tilgivet ham.
´Det er ikke første gang, at René Fredensborg er i søgelyset skriver bt.dk:
I 2007 blev René Fredensborg kortvarigt bortvist fra sin arbejdsplads Nyhedsavisen, efter han i en reportage beskrev, hvordan han havde kastet med brosten på Blågårdsgade og bygget barrikader på Nørrebrogade i København. Politiet sigtede ham ikke i sagen, og han blev taget til nåde af sin arbejdsgiver.
I 2011 beskrev han i filmmagasinet Ekko i artiklen 'Frygt og lede i Avedøre og omegn', hvordan han blandt andet havde taget kokain med den statsansatte filmkonsulent Jesper Jack til en fest efter et seminar i Snekkersten. Det kostede i sidste ende Jesper Jack jobbet.