83-årig sigtet: Uheld endte med nedbrændt skur og fare for brandspredning
Brand i Lystrup var i risiko for at sprede sig til nærliggende bebyggelse.
Vi er nået til den tid på året, hvor brandvæsnet må rykke ud til alt for mange brande, som er opstået på grund af uforsigtig brug af ukrudtsbrændere.
Det var også tilfældet, da såvel politi som brandvæsen kort før kl. 15 måtte rykke ud til en ejendom i Lystrup.
Her var der opstået brand i et skur på Per Kjals Vej, og meldingen lød på, at branden kunne sprede sig.
Skuret endte med at brænde helt ned, inden flammerne blev slukket, og branden spredte sig ikke. Der var heller ikke nogen, der umiddelbart kom til skade ved episoden, oplyser politiet.
En 83-årig mand blev dog sigtet for at overtræde beredskabsloven, da det vist sig, at han ikke havde udvist tilstrækkeligt med forsigtighed i forbindelse med at have brugt ukrudtsbrænderen.