Dyre lærepenge til 13 bilister - klip, bøde og penge til Offerfonden
Et par timers færdselsindsats tirsdag morgen i T-krydset mellem Horsensvej og Vrold Tværvej skæppede godt i politiets bødekasse. Ikke mindre end 13 bilister overså fuld stop-tavlen, da de kørte fra Vrold Tværvej ud på den større og mere trafikerede Horsensvej, og den går ikke, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Når der er fuld stop-skilt, så betyder det, at man skal standse helt op og holde stille, også selv om der ser ud til at være fri baneFinn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi
»Vi noterede i tidsummet fra klokken syv til omkring klokken ti 13 overtrædelser af vigepligten. Når der er et fuld stop-skilt, så betyder det, at man skal standse helt op og holde stille, også selv om der ser ud til at være fri bane,« understreger vicepolitiinspektøren.
»Vi har ikke så mange af de skilte, og når vi har dem, er det efter en meget konkret vurdering foretaget af Vejdirektoratet, kommunen og os. Så når der er et fuld stop-skilt, så er det fordi, det er vurderet at være en farlig udkørsel,« tilføjer han.
Netop derfor er prisen for at overse eller ignorere fuld stop-skiltet også ret dyr: Et klip i kørekortet, en bøde på 2000 kroner samt 500 kroner til Offerfonden.