Fortsæt til indhold

Kvinder sigtet for at smadre ruder på letbanestation

Fem ruder på letbaneperron var blevet smadret, da patrulje nåede frem. Nu er to kvinder sigtet for hærværk.

Krimi
jwh

To kvinder på henholdsvis 29 år og 30 år skal til at forberede sig på, at de nok kan se frem til et erstatningskrav, efter de natten til fredag blev opdaget i at begå hærværk på en letbanestation i det nordlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Klokken 01.55 fik politiet anmeldelsen om kvinderne, som var i færd med at smadre flere ruder på letbanestationen Gl. Skejby i Aarhius N.

En patrulje kørte derfor til stedet, hvor fem ruder på perronen var blevet knust med store sten fra letbanesporet. Begge kvinder befandt sig på stedet, hvor de erkendte, at det var dem, der havde ødelagt ruderne.

De blev sigtet for hærværk og kan formentlig også se frem til et erstatningskrav fra Aarhus Letbane, oplyser politiet.