Kniv beslaglagt efter anmeldelse om uro i Gellerup
Ingen personer er blevet sigtet i sagen, da det ikke var muligt for betjentene at klarlægge hændelsesforløbet, hvor to mænd fik overfladiske skrammer.
Østjyllands Politi fik tirsdag klokken 16.28 en anmeldelse om uro på Sigridsvej i Gellerup, hvor fem-seks unge mænd var i højlydt skænderi på gaden, og den ene skulle have en kniv på sig.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da betjente kom frem til stedet mødte de seks personer, hvoraf to af dem havde nogle overfladiske skrammer.
Der var forskellige forklaringer om, hvad der var sket, og det var ikke på stedet muligt for betjentene at klarlægge hændelsesforløbet, så ingen personer blev sigtet i sagen.
Der blev fundet en kniv i området, hvor mændene havde stået, og den blev beslaglagt.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.