Fortsæt til indhold

I denne uge jager politiet disse bilister

For høj hastighed er fortsat et problem på de danske veje, hvor højere fart er lig med højere risiko. For høj fart er en medvirkende faktor i 4 ud af 10 dødsulykker i trafikken.

Krimi
ksa

Størstedelen af landets politikredse har i denne uge intensiveret fokus på hastighedsovertrædelser.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Farten kan være årsag til, at ulykken sker, men farten kan også være årsag til, at ulykken bliver fatal for de involverede. Jo højere farten er idet ulykken sker, desto alvorligere bliver konsekvensen af ulykken.

Hvert år mister cirka 70 mennesker livet i en trafikulykke, hvor hastigheden er for høj i forhold til det tilladte eller forholdene. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

»Hvert år bliver politiet kaldt ud til mange trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken. Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Hvis du oplever, at der bliver kørt for stærkt i dit lokalområde, og at det skaber utryghed og farlige situationer, kan du bestille en færdselskontrol på politi.dk