"Biltyv" på turne i Låsby: Biler på stribe rippet for værdier
Natten til fredag blev flere varebiler og en enkelt personbil i Låsby tømt for indhold af værdi.
Flere varebiler og en enkelt personbil i Låsby blev natten til torsdag rippet for alt af værdi. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
En VW-ejer på Søndermarken anmeldte fredag et indbrud i sin bil, hvor tyve har fjernet en del udstyr fra bilen, herunder bilens klimaanlæg inklusiv kontrolpanel og dyser i begge sider af bilen.
»Det har været lidt af en operation. Det er noget, der har taget lang tid at afmontere, og det repræsenterer også en ret stor værdi,« understreger vicepolitiinspektøren.
Indbruddet er sket mellem torsdag aften klokken 20 og fredag nat klokken 02:30. Det er uklart, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.
Også en anden bilejer på Søndermarken fik i samme tidsrum rippet sin bil. Her var der tale om en varebil, hvor tyven brød låsen op ved hjælp af et bor.
»Det er det, vi kalder en underboring, hvor man borer igennem bilens karosseri og ødelægger låsen, så man kan trænge ind,« forklarer Finn Ellesgaard Nielsen.
Fra varebilen blev der stjålet adskillige elektriske skruemaskiner og skruetrækkere.
På Århusvej i Låsby blev en Renault-varebil opbrudt – også med en underboring – og her blev der stjålet el-værktøj af mærket Dewalt.
På Lille Tværvej i Låsby blev en varebil tømt for el-værktøj og save til en samlet værdi af cirka 50.000 kroner. Også her skaffede tyven sig adgang ved at underbore låsen.
Endnu en varebil på Lille Tværvej blev opbrudt, men her var der ikke noget at stjæle.