Fortsæt til indhold

Politiet uddelte high-fives til skolepatruljer i Østjylland

Flere steder i Østjylland kunne trafikanter torsdag morgen møde lidt flere uniformer, end de var vandt til.

Krimi

Flere skoler fik 16. november torsdag morgen visit af Østjyllands Politi. Betjentene besøgte deres ”kollegaer” i form af eleverne i skolepatruljen.

Formålet var at anerkende elevernes arbejde i de mørke morgentimer. Politiet nåede forbi flere skoler i både Randers og Aarhus for at give de friske skolepatruljerne en high-five, fordi de sørger for, at alle børn kommer trygt og sikkert i skole. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Torsdagens indsats førte ikke til nogle sager med interesse for politiet, da der ved alle de steder, betjentene besøgte, var god stemning og respekt blandt trafikanterne.

Besøget er en del af en national indsats for at sætte fokus på børnenes arbejde. I anledningen vil Østjyllands Politi gerne opfordre alle til fortsat at udvise et stort hensyn i trafikken til både skolepatruljerne og de elever, der er på vej til skole i de mørke morgentimer.