Område afspærret: Finder blødende mand i lejlighed
Politiet ledte efter mulige spor flere steder, efter en anmeldelse om knivstikkeri.
Politiet dukkede talstærkt op søndag aften og gennemsøgte flere opgange på Hobrovej og dele af Vestparken i Randers.
Det skriver Din Avis Randers.
Mens politiet også var tæt på de to skoler i området, nemlig Forberedelsesskolen og Hobrovejens Skole.
»Vi fik 19.50 en melding om knivstikkeri i området og rykkede ud,« forklarer Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Derfor kunne forbipasserende og beboere i området opleve en del politifolk, der gennemsøgte området. De ledte efter mulige spor.
»Det viser sig, at der har været et slagsmål i området. Men hvorfor og hvor, det ved vi endnu ikke. Men vi fandt en 21-årig mand i en nærliggende lejlighed. Han blødte og havde skader. Men ikke nok til, at han skulle på hospitalet. Han ville ikke fortælle meget mere,« oplyser Emil Enemark Sørensen.
Derfor fortsætter efterforskningen.