Fortsæt til indhold

Syddjurs og Norddjurs udmærker sig med bekymrende vækst

Alarmerende stigning i antal indbrud i private hjem fra 2022 til 2023 præger Syddjurs og Norddjurs Kommuner.

Krimi

Nye tal fra Danmarks Statistik afslører en minimal ændring i antallet af anmeldte indbrud i 2023 sammenlignet med året før.

Efter en betydelig nedgang over de seneste år ligger niveauet nu stabilt omkring 15.000 indbrud årligt, hvilket stadig mindre end halvdelen end i 2013.

I 2023 blev der rapporteret 14.787 indbrud på landsplan, en beskeden nedgang i forhold til 2022.

Trods de markante fald gennem de seneste år synes indbrudskurven at være fladet ud.

Djursland fordobler

I Østjylland er udviklingen i antallet af indbrud siden 2018 faldet med 33 pct., hvilket er en smule mindre end landsgennemsnittet.

Dog viser tallene en stigning i indbrud på 11 pct. fra 2022 til 2023.

Syddjurs og Norddjurs kommuner skiller sig ud med henholdsvis en stigning på 97% og 87%.

Syddjurs fra 73 indbrud i private hjem i 2022 til 144 indbrud i 2023.

Norddjurs fra 78 indbrud i 2022 til 148 indbrud i 2023.

Optimisme hos Bo trygt

Bo trygt, et initiativ skabt af TrygFonden og Realdania, ser fortsat muligheder for at nedbringe antallet af indbrud yderligere, selvom det ser ud til, at kurven har fladet ud.

»Med 14.787 indbrud i 2023 har vi mere end halveret antallet af indbrud set i forhold til for 10 år siden. Danskerne er blevet rigtig gode til at nabohjælpe, og det er et værktøj, der virker, når vi skal forebygge indbrud« udtaler Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, i en pressemeddelelse.

Bo trygt identificerer fortsat potentiale for nedbringelse og peger på kommende initiativer som et digitalt register over stjålne genstande og styrkelse af Nabohjælp-appen. Derudover opfordrer de til fortsat fokus på nabohjælpsindsatsen og indbrudssikring af hjem.

Efterlyser register

»Et register over stjålne genstande vil gøre det nemmere for den almindelige dansker at styre uden om hælervarer. Dette vil mindske det økonomiske incitament for at begå indbrud og dermed resultere i færre indbrud,« udtaler Britt Wendelboe.

Bo trygt mener, at samarbejde mellem politi og kommuner er afgørende for at nedbringe indbrud. Der er i øjeblikket 17 kommuner, der aktivt arbejder sammen med Bo trygt for at bekæmpe indbrudskriminalitet, og de håber at inspirere flere til at deltage.

»Der er i dag 17 kommuner landet over, som sammen med det lokale politi og Bo trygt har dedikeret sig særligt til at bekæmpe indbrudskriminalitet, og vi håber at kunne inspirere endnu flere kommuner til at være med – både for at reducere antallet af indbrud og for at øge borgernes tryghed,« udtaler Britt Wendelboe.