Fortsæt til indhold

Ældreplejen lider under administrationens byrder i Socialdemokratiets velfærdsmodel, Leif Lahn

Ældrepleje i fremtiden: Sådan navigerer vi fra velfærdsstat til velfærdssamfund.

Krimi
Bjørn JensenByrådsmedlem i Syddjurs for Konservative Syddjurs

Det er glædeligt at læse Leif Lahns bekymringer om udfordringerne i ældreplejen, og den disharmoni der er mellem de stigende omkostninger og et ringere serviceniveau.

Mange af pengene forsvinder desværre til administration og dokumentation mellem staten og kommunerne - inden de når ud til borgerne. Årsagen hertil må grunde i en mistillid mellem staten, kommunerne og borgerne. Det kan ikke være hensigten med ældreplejen, som Leif Lahn selv er inde på.

En stor del af problemet bygger blandt andet på Socialdemokratiets egne drømme om en velfærdsstat, hvor det er det offentlige, der skal løse alle problemerne for borgerne.

En stor del af problemet bygger blandt andet på Socialdemokratiets egne drømme om en velfærdsstat

Desværre må vi erkende, at den strategi ikke er levedygtig i et moderne samfund. Samtidig med at omkostningerne til administration og dokumentation stiger, og der bliver flere ældre medborgere, bliver der samtidigt færre og færre borgere på arbejdsmarkedet, som skal levere pengene til systemet.

Derfor skal vi være åbne og ivrige for at komme væk fra velfærdsstaten og ind i velfærdssamfundet, hvor vi udnytter alle de ressourcer vi har, og ikke blindt overlader vores liv i hænderne på staten og kommunen. Det gør vi bedst ved at inddrage civilsamfundet og lade andre aktører komme til.

Min og mine forældres generation har hele livet sparet op til pension ud fra den devise, at velfærdsstaten ikke ville kunne løse opgaven i fremtiden.

Derfor skal vi også være åbne for at flere og flere i højere grad rent faktisk kan klare sig selv, hvis det offentlige tør at give dem lov. I så fald kunne det offentlige koncentrere sig om de svageste i samfundet, som vi samtidig ville have flere ressourcer til. Vi skal være åbne overfor private- og friplejehjem, og vi skal lade andre aktører end kommunerne udføre en del af velfærdsopgaverne.

Ældreplejen i et moderne velfærdssamfund skal bygge på tillid, valgfrihed og medbestemmelse. Det er alt sammen værdier, der er allerede praktiseres ude i den ”virkelige verden”, og som det offentlige ikke har været i stand til at levere i tilfredsstillende grad endnu. Jeg tror ikke de løser rekrutteringsproblemet helt, men jeg tror faktisk de fleste medarbejdere også ville glæde sig over en arbejdsplads, der bygger på nogle af de samme værdier – Altså tillid og medbestemmelse og fokus på kerneopgaverne.