Fortsæt til indhold

Standser bil med blod på vej væk fra Skejby: Anholder gerningsmand på hospitalet

Under ransagningen af et køretøj fandt betjente fra Østjyllands Politi blod, som ikke kom fra nogen af de to anholdte. Det førte til endnu en anholdelse på skadestuen.

Krimi
ksa

Mandag aften klokken 21. modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der netop var blevet begået et indbrud ved en bolig på Ystadgade i det nordlige Aarhus.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

En patrulje blev straks sendt til stedet, hvor en rude var blevet knust, inden gerningsmændene havde skaffet sig adgang til stedet via terrassedøren.

To mænd var af vidner blevet set forlade stedet i en hvid varebil i nordlig retning, som dog var væk fra området, da den første patrulje nåede frem.

Standser hvid bil

Vidnernes beskrivelse var til gengæld så god, at en patrulje fra Østjyllands Politi en halv time senere kunne standse en hvid varebil.

I bilen befandt to mænd sig, som blev fundet i besiddelse af maskering og værktøj til at begå indbrud. Da både de og deres køretøj passede nøje på vidnernes signalement af gerningsmændene, blev de begge anholdt, sigtet for at have begået indbrud.

Under ransagningen af køretøjet fandt betjentene fra Østjyllands Politi også en smule blod, som umiddelbart ikke kom fra nogen af de to anholdte.

Blod fandt politiet også på gerningsstedet i Aarhus N, og da bilen med de to formodede gerningsmænd kom kørende i retning fra hospitalet i Skejby, kunne politinæsen dufte, at en tredje gerningsmand med stor sandsynlighed måtte befinde sig på skadestuen.

Anholdt på hospitalet

Det viste sig at holde stik. På skadestuen var en mand netop kommet ind med friske skader fra knust glas, som krævede behandling. Også han blev derfor anholdt, sigtet for at have begået indbruddet.

De tre mænd – alle 22 år gamle – blev taget med på stationen, og senere løsladt efter endt afhøring. De er alle fortsat sigtede i sagen.

To af de tre mænd blev desuden sigtet for at have overtrådt knivloven, da de under en visitation blev fundet i besiddelse af hver deres kniv, som de ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at bære rundt på på et offentligt tilgængeligt sted.

Knivene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.