Satte røgdykkere ind ved bygningsbrand: En beboer kørt på hospitalet
Der var røg i hele huset.
Klokken 22.45 torsdag blev der slået alarm efter melding om brand i et hus på Havkærvænget i Tilst.
For her var røg i hele huset i det vestlige Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.
Branden skulle angiveligt være opstået i stueetagen, mens en person var til stede på førstesalen.
Ifølge operationschefen fra Østjyllands Brandvæsen, Brian Arendtsen, var der tale om en mindre bygningsbrand, men man var alligevel nødt til at sende røgdykkere ind ved stueetagen for at slukke branden.
»Umiddelbart ingen tilskadekomne, men personen fra første sal blev kørt til kontrol på hospitalet med ambulance,« oplyser Østjyllands Politi.
Den mandlige beboer var dog selv i stand til at komme ud i tide, men blev alligevel sendt til observation.
Østjyllands Politi oplyser derudover, at branden muligvis er opstået ved et stearinlys, som har sat ild til en sofa.