Fortsæt til indhold

Vagt gik i sikkerhed i Føtex: Blev ramt af spark og øldåse

To mænd blev bortvist fra rutebilstationens venteværelse og gik derefter amok på vagten.

Krimi

To mænd på 22 og 25 år blev torsdag eftermiddag klokken 17.20 bedt om at forlade venteværelset på rutebilstationen i Randers midtby, da de var uønskede på stedet.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det fik de to mænd til at følge efter den vagt på rutebilstationen, som havde bedt dem om at forlade stedet. Vagten følte sig så truet, at han søgte i sikkerhed i Føtex lige ved siden af.

Den ene af de to mænd kastede foran Føtex en øldåse mod vagten foran flere vidner, mens den anden sparkede vagten over benet.

Derefter ankom politiet og fik anholdt uromagerne.

De to mænd blev begge sigtet for at have begået vold og blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Vagten kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.