Ungt par tager hjørne med storm - og smider bilen pænt dårligt
To yngre mennesker virkede noget nervøse ved møde med betjente.
Nogle gange kan relativt små forseelser føre til flere og mere alvorlige sigtelser.
Det var tilfældet, da en bil natten til tirsdag parkerede ulovligt foran en port på Trepkasgade i det centrale Aarhus, fremgår det af en døgnrapport fra Østjyllands Politi.
En patrulje fra Østjyllands Politi bemærkede bilen, der umiddelbart før den trælse parkering havde svinget hurtigt om et hjørne.
Betjentene tog derfor kontakt til en ung mand og en ung kvinde, som netop var steget ud af bilen.
De to personer virkede både meget nervøse og muligt påvirkede af narko, så betjentene kiggede lidt nærmere på bilen.
I den 22-årige kvindes taske fandt politiet en ulovlig peberspray, og i bilen, som var ejet af et familiemedlem til kvinden, lå en stor kokkekniv under passagersædet.
I bilens midterkonsol lå desuden en klump hash.
Den 22-årige kvinde blev derfor sigtet for besiddelse af peberspray, overtrædelse af våbenloven og besiddelse af narko, og de ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.