Thor efterlyst i voldsom sag om afpresning, kidnapning og vold
Politiet offentliggør nu navn og billede.
Østjyllands Politi efterlyser en 23-årig mand, der er mistænkt for afpresning, frihedsberøvelse og vold.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
En 18-årig mand blev i sidste uge offer for en alvorlig forbrydelse i det sydøstlige Randers.
Han blev afpresset, kidnappet og udsat for vold, da han mod sin vilje blev tilbageholdt i cirka et døgn.
Østjyllands Politi er nu på jagt efter den 23-årige Thor Lyderik Tabor, som det mistænker for at være involveret i forbrydelsen.
Derfor offentligøres både navn og billede af den mistænkte.
Thor Lyderik Tabor beskrives som værende 189 centimer høj og spinkel af bygning. Han er lys i huden og har kort til mellemlangt hår.
Politiet mener, at Tabor sandsynligvis opholder sig i København, men han kan også befinde sig andre steder i landet. Har du oplysninger om hans opholdssted, eller ser du ham, skal du straks kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114. Forsøg ikke at tage kontakt til ham selv.
Fem varetægtsfængslet
De fem øvrige personer, som i forvejen sidder varetægtsfængslet i sagen, er henholdsvis en 36-årig mand, en 48-årig kvinde, en 24-årig mand, en 18-årig mand og en 18-årig kvinde.
De er alle sigtet for i forening at have udsat de 18-årige offer i sagen for afpresning, kidnapning og vold.
»Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den kommende efterforskning,« står der i pressemeddelelsen.