Almindelige danskere brugt som »muldyr«: Hjælper svindlerne - uden at vide det
Jimmi Nilsson har mistet 163.000 kroner.
Penge, som stammer fra svindel med de såkaldte Nigeriabreve, bliver i flere tilfælde sendt ud af landet med danske kontoejere som mellemmænd. Kontoejerne er med til at hvidvaske de svindlede beløb, men ved det ikke nødvendigvis selv.
Det skriver faktatjekmediet TjekDet, som har undersøgt et konkret forløb med et svindeloffer, den 78-årige Jimmi Nilsson, som har mistet 163.000 kroner.
Jimmi Nilsson blev tilbudt en andel af en stor arv, mod at den resterende del skulle gå til velgørende formål.
I stedet endte han med at overføre store beløb i fiktive omkostninger til bank, advokat og administration, inden han blev klar over, at han var offer for svindel.
TjekDet har undersøgt Jimmi Nilssons pengeoverførsler. Ved flere betalinger er han blevet instrueret i at overføre penge til danske konto-numre med danske kontohavere. Svindlerne selv befinder sig i Ghana og England.
»Muldyr«
Troels Lilja, som er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, genkender metoden.
Han beskriver personerne med danske konti som såkaldte “muldyr”.
»Det er personer som oftest i god tro går ind og overfører penge på vegne af svindlere - altså bruger deres egen konto som mellemled,« forklarer Troels Lilja.
»Svindlerne kan ikke selv oprette en konto i Danmark, da bankerne er underkastet hvidvaskregler. Derfor bruger de en dansk mellemmand i stedet,« forklarer Troels Lilja.
TjekDet har været i kontakt med et af “mulddyrene”. Han er ejer af en mindre jysk virksomhed. Han forklarer, at han nylig har fået en agentkontrakt med en brasiliansk virksomhed.
Ifølge kontrakten skal han overføre penge fra danskere, som han får at vide, vil investere i den brasilianske virksomhed. Pengene skal overføres til en engelsk konto, og han får et salær for overførslerne.
Efter TjekDets henvendelse har virksomhedsejeren kontaktet sin bank og fået bekræftet, at han har overført penge, som nogle har svindlet sig til. Han fastholder, at han har overført pengene i god tro.
»Overførslerne vil ikke se mistænkelige ud for banken, når den danske virksomhedsejer kan dokumentere overfor sin bank, at han har en agentkontrakt med et udenlandsk firma, som han overfører penge på vegne af,« siger Troels Lilja.
»På den måde er han med til at hvidvaske penge, som nogle har svindlet sig til. Samtidig slører det også pengesporet, at man sætter et ekstra mellemled ind.«
Ifølge Kalle Rose, der forsker i hvidvask ved CBS giver det god mening, at den danske virksomhedsejer har overført penge til England.
»Det er let at overføre penge fra England til afrikanske stater, fordi mange af deres store banker har filialer i de afrikanske lande. I det hele taget er det nemmere at overføre penge til hele verden fra England, end det er fra Danmark,« forklarer Kalle Rose.
Svindlen med de såkaldte Nigeriabreve har været stigende de sidste år. Politiet modtog sidste år 37 anmeldelser, men antallet af svindlede er sandsynligvis meget større, vurderer Kresten Munksgaard, som er leder af forebyggelse og analyse ved politiets nationale center for IT-Kriminalitet, NCIK.
»Der sidder borgere, som er blevet snydt for tusinder af kroner, men som ikke anmelder det, fordi de skammer sig over det, eller fordi de tænker, at det kan politiet nok ikke gøre så meget ved,« siger han.