Fortsæt til indhold

Måtte rykke ud til samme villa to gange: Lyn slog hul i ståltag

»Der er også røg inde i villaen, og små flammer og gløder,« siger operationschefen.

Krimi

Hele to gange måtte Østjyllands Brandvæsen rykke ud til det samme hus i Stavtrup i løbet af tirsdagen.

Og det skyldtes et lynnedslag, der simpelthen havde slået hul i taget på et hus på Rosendalvej, oplyser Kent Winther operationschef hos Østjyllands Brandvæsen.

Første anmeldelse tikkede ind kl. 15.04 med meldingen om en bygningsbrand. Her er det naboen, der får alarmeret brandvæsenet i første omgang.

»Meldingen går på, at lyn er ramt ned i huset, og at det ryger og lugter meget,« siger operationschefen.

To brandbiler og en indsatsleder rykkede derfor ud.

»Da vi kommer derud, kan vi konstatere, at der er et hul i taget ved gavlen, som jo nok er der, lynet er slået ned, og der er også røg inde i villaen, og små flammer og gløder,« siger Kent Winther.

Et asbesttag med ståltag ude over havde lynet banket hul i, fortæller operationschefen. Foto: Presse-fotos.dk

Selvom det ikke udvikler sig til en større brand, så er brandvæsenet alligevel ude på stedet i cirka to timer for at sikre sig, at der ikke er nogle gløder, der ligger og ulmer.

17.08 forlader brandvæsenet stedet. Men tre timer senere er det tilbage til huset igen - for alle gløder er ikke slukket.

»Ved halv ni-tiden er vi så derude igen. Skadeservice har vi til at gå derude, og de konstaterer, at der ligger og ulmer noget på loftet, hvor der er noget papirgranulat, som der er gløder i,« siger Kent Winther.

Det betød brandvæsenet igen var på stedet et par timer, bl.a. for at fjerne papirgranulatet og isoleringen fra taget. Ifølge Kent Winther var det et asbesttag med et ståltag ude over sig, som lynet havde formået at banke hul i.

De voldsomme kræfter til trods kom heldigvis ingen personer til skade i forbindelse med hverken lynnedslaget eller den efterfølgende mindre brand.