Flugtforsøg glippede: Ung mand havde våben og stoffer på sig før anholdelse
24-årig mand blev anholdt, efter han onsdag aften forsøgte at flygte fra politiet i det nordlige Aarhus.
En 24-årig mand valgte at tage flugten, da en patrulje fra Østjyllands Politi onsdag aften fik øje på ham og tre andre mænd. Det var dog ikke med den store succes, og den unge mand endte i stedet med en anholdelse og flere sigtelser.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Episoden fandt sted i Kalmargade i det nordlige Aarhus, hvor de fire mænd sad i den samme parkerede bil.
Da betjentene gik hen til bilen for at snakke med mændene, hoppede den 24-årige ud og begyndte altså at løbe fra stedet.
En af betjentene satte efter, og 20-25 meter længere nede ad vejen fik han anholdt den 24-årige, som gjorde kraftig modstand, da han skulle have håndjern på. Under sin korte løbetur havde den 24-årige kastet en kniv fra sig, som betjentene sikrede. Derudover beslaglagde patruljen også nogle tramadoler og en peberspray, som den unge mand havde i lommen, beskriver politiet i døgnrapporten.
Den 24-årige endte med at blive sigtet for at besiddelse af euforiserende stoffer, for overtrædelse af knivloven og for overtrædelse af våbenloven. Han blev desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde ved at have modsat sig anholdelsen.
Den ene af de tre andre mænd i bilen, en 19-årig mand, fik også en sigtelse for overtrædelse af knivloven, da betjentene fandt en kniv under hans sæde, oplyser Østjyllands Politi.