Farlig medicin bliver ved med at forsvinde fra plejehjemmene
Omfattende medicinsvind fra plejehjemmene fortsætter, selvom kommunerne allerede har fået en løftet pegefinger.
Selvom der er øget fokus på medicinhåndteringen på landets plejehjem, fortsætter stærke piller og ampuller med at forsvinde i stort set uformindsket omfang.
Det kan TV2 Østjylland nu dokumentere på baggrund af oplysninger fra 87 danske kommuner.
»Der er generelt udfordringer med medicinhåndtering på plejehjemmene. Er der tale om egentligt medicinsvind, er det er en sag for politiet,« lyder reaktionen fra enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed Charlotte Hjort over for TV2 Østjylland.
Fra foråret 2023 og frem til dags dato er der forsvundet medicin fra et eller flere plejehjem i mindst 38 kommuner, viser TV2 Østjyllands gennemgang.
Styrelsen for Patientsikkerhed slår fast, at ansvaret ligger hos det enkelte plejehjem.
»Det er selvfølgelig uacceptabelt, at der forsvinder medicin på landets plejehjem, og derfor er medicinhåndtering en af de ting, vi ser på, når vi fører tilsyn,« siger Charlotte Hjort.
Der er dog ikke indberetningspligt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Og derfor kan svindet være større, end styrelsen har kendskab til.
Ifølge de oplysninger, som TV2 Østjylland har fået indsigt i, er der eksempler på alt fra nogle få og helt op til 1000 piller, som er forsvundet på én gang.
Om der er tale om sjusk, tyveri eller noget helt tredje, er i mange sager uopklaret. Men i 11 kommuner har man valgt at inddrage politiet én eller flere gange.
Ser man på listen over produkter, der forsvinder, går stofgrupperne opioider, benzodiazepiner og antipsykotika igen.
Ifølge Charlotte Uggerhøj Andersen, der overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling og konsulent på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital, er der tale om receptpligtig medicin, som kan være afhængighedsskabende og farlige i de forkerte hænder og uden lægelige anvisninger.
»Det er bekymrende, hvis disse stoffer forsvinder fra plejehjemmene, da det er vigtigt, at en læge tager stilling til, om deres gavnlige effekt opvejes af risikoen for bivirkninger hos den enkelte patient,« påpeger Charlotte Uggerhøj Andersen over for TV2 Østjylland.
Ingen ændring i svind
I maj 2023 afslørede TV2 Østjylland, at der i løbet af 2022 var forsvundet medicin fra plejehjem ligeledes i 38 kommuner.
Dengang garanterede Kommunernes Landsforening, at svindet ville blive taget alvorligt.
Men svindet har altså ikke ændret sig nævneværdigt det seneste år. I dag slår organisationen stadig fast, at medicin ikke skal forsvinde fra plejehjem, men nedtoner derudover udfordringerne.
»Når det er sagt, er det dog ikke kommunernes oplevelse, at der er strukturelle problemer med svind. Derimod handler det ofte om få løsrevne episoder, hvor der forsvinder en ret lille mængde, og som ikke udgør et vedvarende problem,« skriver formand for KLs Sundheds- og Ældreudvalg, Sisse Marie Welling, SF, i en mail til TV2 Østjylland.
En af de mest omtalte sager om medicinsvind i nyere tid handler om en SOSU-hjælper fra Plejecenter Tirsdalen i Randers.
Hun blev kendt skyldig i fire drabsforsøg, men også dømt for medicintyveri på plejehjemmet, hvor hun var ansat.